Vedtægter

VEDTÆGTER FOR LYNÆS SURFKLUB, LYNÆS HAVNEVEJ 9 3390 HUNDESTED

§ l. Klubbens navn og hjemsted.

Klubbens navn er LYNÆS SURFKLUB, og dens hjemsted er Halsnæs Kommune.

§ 2. Klubbens formål.

Klubbens formål er at fremme vandsportsaktiviteter. Klubben vil arrangere kapsejladser såvel som ture, foredrag og andre arrangementer, i det omfang der er interesse og opbakning fra klubbens medlemmer.

§ 3. Medlemskab af organisationer.

LYNÆS SURFKLUB er medlem af organisationer som er relevante for klubbens aktiviteter.

§ 4. Optagelse af medlemmer.

Som medlem af LYNÆS SURFKLUB kan optages enhver, der vil efterleve klubbens vedtægter. For medlemmer under 18 år, dog kun med forældre/værges underskrift.
Der kan tegnes medlemskab som aktiv eller passiv.

§ 5. Kontingent.

Klubbens kontingent fastsættes for et år af gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingent opkræves helårligt 1. maj, forud og pr. giro.

§ 6. Udmeldelse /eksklusion.

Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til klubbens kasserer og senest 14 dage før et kalenderårs udløb, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til klubben frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Har medlemmet fået udleveret en nøgle til klubbens lokaler kræves ydermere at nøglen er afleveret til kassereren før udmeldelsen kan træde i kraft. I fald nøglen er bortkommet skal der i stedet afleveres en tro og love erklæring på at nøglen er bortkommet. Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse. Når et medlem er i kontingent-restance kan bestyrelsen med mindst 8 dages varsel ekskludere vedkommende. Ingen, der på grund af kontingent-restance er udelukket fra klubben kan optages som medlem igen, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben. I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning hertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende medlem skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft mulighed for at fremføre sit forsvar, og kan kræve at spørgsmålet om eksklusion afgøres på førstkommende ordinære generalforsamling. Endelig kan et medlem ekskluderes, når det efter forslag fra mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede, jvf. § 7, vedtages på en generalforsamling I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom vedkommende har ret til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et selvstændigt punkt på dagsordenen. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af foreningens love, jvf.§ 15. Et medlem, der er ekskluderet. i henhold til en generalforsamling, kan kun optages ved en ny generalforsamling. Her kræves samme majoritet som ved beslutningen om eksklusion.

§ 7. Ordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen har med de indskrænkelser, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år inden medio april måned indkaldes med mindst 2 ugers varsel, ved e-mail til medlemmerne og ved meddelelse på klubbens hjemmeside. Dagsorden bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes ved opslag på klubbens opslagstavle og e-mail til medlemmerne. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes. Forslag skal optages i dagsordenen. Stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år, jævnfør § 4, der har været medlem af klubben i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

§ 8. Dagsorden.
    1. Valg af dirigent.
    2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
    3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse, samt budget for det kommende år.
    4. Fastsættelse af kontingent.
    5. Behandling af evt. indkomne forslag.
    6. Valg af formand. (lige år)
    7. Valg af næstformand. (ulige år)
    8. Valg af kasserer. (ulige år)
    9. Valg af op til 4 bestyrelsesmedlemmer.
    10. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
    11. Valg af 1 revisorer
    12. Valg af udvalg.
    13. Eventuelt
§ 9. Generalforsamlingens ledelse.

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, dog jvf. § 6, 15 og 16. Dirigenten bestemmer afstemningsmåde; dog skal afstemning og valg ske skriftligt på begæring af mindst 2 stemmeberettigede medlemmer, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftlig. Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også resultatet af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer.

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes når mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest l måned efter begæringen, er fremsat overfor bestyrelsen, med oplysninger om det emne, der ønskes behandlet. Om indkaldelsesmåde og bekendtgørelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7.

§ 11. Bestyrelsesvalg.

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til lovene. Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer og yderligere op til 4 bestyrelsesmedlemmer og vælges på den årlige generalforsamling. Formand, næstformand, og kasserer vælges for to år ad gangen. Formand vælges i lige år og kasserer og næstformand vælges i ulige år. De øvrige op til 4 bestyrelsesmedlemmer vælges for et år af gangen. Genvalg kan finde sted.

§ 12. Konstituering / tegningsret.

En nyvalgt bestyrelse konstituerer sig snarest, dog senest 14 dage efter generalforsamlingen, på et bestyrelsesmøde. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er tilstede, inkl. formand eller næstformand. I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen, er formandens stemme afgørende. I formandens fravær indtræder næstformanden i hans sted. Foreningen tegnes af formanden. Over bestyrelsens handlinger føres en protokol. Ved økonomiske dispositioner kræves underskrift af såvel formand som kasserer.

§ 13. Regnskab.

Klubbens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden 15. januar afgive drift regnskab for det foregående ar og status pr. 31. december til revisorerne. Drift regnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning. Drift regnskab og status bekendtgøres for klubben senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 14. Revision.

På den årlige generalforsamling vælges for et år af gangen 1 revisor jvf. § 8. Revisorer skal i tiden mellem 15. januar og l. februar gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningen er til stede. Drift regnskab og status forsynes med påtegning. Revisorer har til enhver tid ret til at efterse regnskab og beholdning.

§ 15. Vedtægtsændring.

Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 16. Klubbens opløsning.

I Beslutning om klubbens opløsning kan kun ske på en i dette øjemed indkaldt generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 1/2 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget, for at dette kan vedtages. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er tilstede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes en bestemmelse om hvorledes klubbens formue, herunder fast ejendom og løsøre skal fordeles, hertil er simpelt stemmeflertal tilstrækkeligt. I tilfælde af klubbens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål i Halsnæs Kommune.

Således ændret april 2017.